Min historie 

 

“Fri af fortidens lænker – min kamp for at finde mig og være mig”

 

Jeg levede langt ind i mit voksne liv i mit eget indre fængsel, hvor jeg ikke rigtigt følte noget og var meget angst uden at vide det. Jeg undgik og holdt andre mennesker på følelsesmæssig afstand på alle mulige måder både for at holde angsten nede og for at holde “farlige” følelser væk og oplevelsen af at være anderledes og forkert, og specielt i ungdomsårene brugte jeg alkohol i weekenderne for at kunne være i verden og fortalte alle inklusiv mig selv at jeg jo kom fra et godt hjem. Jeg fik mad og tøj på kroppen og kunne på det tidspunkt ikke se, at alt hvad der hedder følelser ikke var velkommen, og noget vi beskæftigede os med i min familie og hvad det gør ved et barn at skulle navigere i et kontinuum af total negligering til massive aggressioner fra en ganske tidlig alder.

Noget Jeg først har set i øjnene og fundet ud af langt senere i mit voksenliv, og især efter jeg startede det jeg kalder min terapeutiske rejse i slutningen af 90’erne, hvor jeg mødte nogle mennesker som så mig bag den massive facade af forsvar jeg havde bygget op. Mennesker der rakte ud, hørte mig, oplevede mig og forstod mig og kunne rumme mig som det menneske jeg er på godt og på ondt, dvs. elske mig for den jeg er, så jeg lige så stille blev tryg og fik tillid og kunne åbne mig op for, det jeg havde været udsat for og hvad det vækker af smerte og ikke altid så “pæne” følelser. Jeg lærte altså igennem denne ubetinget kærlighed jeg blev mødt med, at begynde at elske mig selv dybfølt. Også følelser jeg længe havde været skræmt over og skammet mig over at have og på alle mulige måder havde forsøgt at undgå at komme i kontakt med. En følelsesmæssig frihed og kontakt der satte mig fri til at kunne give mig hen følelsesmæssigt til andre mennesker og til at tilgive mine forældre der ikke elskede mig ubetinget tidligt i mit liv. Så jeg den dag i dag har en god kontakt til min mor og havde en god kontakt til min far lige inden han døde. Jeg er fri til at elske mig selv. Jeg er ikke længer afhængig af, at de elsker mig ubetinget. Jeg elsker mig selv ubetinget og jeg kan dermed elske andre mennesker ubetinget.

Så man kan sige at jeg har haft en lang terapeutisk rejse igennem de sidste mange år i forhold til at finde mig og være mig selv. Rejsen kalder jeg for “Min kamp for at finde mig og være mig” så jeg i dag er fri af fortidens lænker og mit eget indre torturkammer og kan kalde mig lykkelig og fri. Jeg er fri af fortidens traumer/oplevelser. Dermed ikke sagt at mit liv er lyserødt og jeg svæver rundt på en lyserød sky. Jeg bliver hele tiden udfordret følelsesmæssigt. Forskellen er bare nu at jeg ikke er skræmt og skammer mig over de følelser jeg har. Jeg er fri til at udtrykke mig når som helst hvor som helst jeg lyster. Og det giver mig en stor frihed til at opleve og være i livet. 

 

Tak 

 

Jeg vil gerne sige tusind tak til de mennesker der hjalp mig og viste mig vejen ud af mit eget indre fængsel og torturkammer. Ingen ord kan beskrive hvor dybt taknemmelig jeg er for at jeg mødte dig og den hjælp du tilbød mig og som jeg tog imod efter du havde overbevidst mig om at der ikke var noget at frygte – afdøde Kent Sørensen, afdøde Niels Hoffmeyer, Robert Neborsky og Filip Myhre. Jeg er jer evig taknemmelig og til dig Kent og Niels som ikke længere er på denne jord vi ses igen når tid er.

Og til dig far jeg elsker dig og jeg ved du gjorde dit bedste. Kærligheden skinner på dig nu og jeg ved du har det godt der hvor du er. Vi ses også når tid er.

Og så en sidste tak til min dejlige mand – John som holdt ud, holdt af og holdt om og som stadigvæk holder om med masser af kærlighed, selvom det ikke altid har være nemt når jeg har haft det svært. Jeg elsker dig.

 

Mange kærlige hilsner Betina